Importering

Manuel import af fælge og dæk gøres på næsten samme måde. Denne guide vil gennemgå importering, og hvilke forskelle der er på importering af dæk/fælge.
 

Manuel importering

Før du kan benytte fanen 'Importering' i Fælge og dæk modulet, skal du have klargjort en '.csv'-fil i filarkivet. Der er en række kriterier, som denne fil skal opfylde. Først og fremmest, skal filen være kommasepareret og have tekstformateringen "ISO-8859-1". Første del af filnavnet skal være præcis det leverandørnavn, som du vil have produkterne oprettet under. Denne 'første del' er det første tekst af filnavnet, indtil der kommer et symbol som f.eks. bindestreg. Hvis din fil hedder "Alcar-faelge_sommer.csv" vil leverandøren oprettes som "Alcar". 
Derudover er der en håndfuld kolonner, som filen skal, eller kan,  indeholde.

Her er en komplet liste med de kolonner, der minimum skal være i importfiler til fælge:
  • Fabrikat
  • Design
  • Kostpris/Salgspris
  • Diameter
  • Bredde
  • Huller
  • Hulafstand
  • .ET
  • Nav
  • Sæson
  • Billede

Valgfrie kolonner i importfiler til fælge:
  • Leverandør varenr
  • Vejledende Salgspris
  • Vejl. salgspris
  • Beskrivelse
  • Maxload
  • Lagerantal

Her er en komplet liste med de kolonner, der minimum skal være i importfiler til dæk:
  • Fabrikat
  • Design
  • Varenr
  • Kostpris eller Salgspris
  • Diameter
  • Bredde
  • Højde
  • Køretøj - Varevogn, Personvogn eller 4x4
  • Sæson - Sommer, Vinter eller Helårs 
Valgfrie kolonner i importfiler til dæk:
  • Leverandør varenr
  • Vejl. salgspris
  • Lagerantal
  • .LI
  • .SI
  • Billede
  • EU Vejgreb våd
  • EU Brændstof
  • EU Støj
  • EU DB
  • RunOnFlat

Herefter skal filen placeres det rigtige sted i filarkivet. En importfil til fælge, skal ligge på følgende placering i filarkivet: upload/Import/Alu/
Importfiler til dæk skal have denne placering: upload/Import/Daek

For at få placeret billederne til produkterne korrekt, skal du herefter oprette en ny undermappe til upload/Import, der er navngivet ligesom leverandørnavnet. Med udgangspunkt i eksemplet lidt længere oppe i teksten (filnavn som "Alcar-faelge_sommer.csv") skal mappenavnet altså være "Alcar". 
Inde i denne mappe, skal du yderligere oprette en mappe, der er navngivet efter produkttypen du vil importere.
Hvis billedmappen er til henholdsvis alufælge, stålfælge eller dæk, skal den hedde "ALU", "STEEL" eller "TYRE".
Dette skyldes, at nogle leverandører leverer flere typer produkter.
Hvis min importfil indeholder alufælge, og min leverandør er Alcar, skulle min endelige mappe til billeder have placeringen upload/Import/Alcar/ALU

Hvis ellers ovenstående er udført korrekt, kan du nu gå til fanen "Importering" i "Fælge og dæk" modulet, og importere dine produkter.

Hvis dit import-ark indeholder det komplette sortiment fra pågældende leverandør, og du skal opdatere lagerstatus mm. kan du ofte med fordel bruge "Slet produkter fra leverandør før indlæsning". Hvis denne er slået til sker følgende: Dine produkter fra pågældende leverandør kommer til udelukkende at bestå af dem fra den nyeste fil. Det vil sige, hvis den forudgående produktliste var på 1000 produkter, og den nye på 800, vil du ende med at have 800 produkter på din side. Hvis der IKKE sættes flueben i boksen, med udgangspunkt i samme eksempel som før, vil du stadig have mindst 1000 produkter på din side. De 800, som er på den nye liste, vil, såfremt nogle af produkterne har nye priser eller lignende, automatisk opdaterespå listen. Er der helt nye varer, bliver de i stedet lagt til på listen.